***** Postojnska Jama
Kør ind mod byen, som i sig selv ikke er interessant, men ca. midt i byen går vejen af til Postojnska Jama, én af verdens mest interessante drypstenshuler.
Parker så tæt ved indgangen som muligt og gå op ad trapperne til billetlugerne til højre. I baggrunden ses hullet, hvor man kommer ud efter endt rundgang.
Man kører ca. 1 km ind i bjerget på et tog, hvor man sidder overskrævs, og herefter begynder rundgangen.
Man kommer gennem både trange passager og gigantiske katedraler.
Drypstensformationer findes i alle afskygninger.
Efter igen at have benyttet toget var vi ude igen og trængte til en forfriskning. Her i påsken 2001 kunne vi sidde i solskinnet, mens det sneede ned i vores øl.
**** Predjamski Grad
Kør nu videre ad vejen, og efter ganske kort tid kommer I til Predjamski Grad, en middelalder røverborg, som er overordentlig interessant at besøge, jeg vil ikke komme ind på historien her, den skal opleves i målestoksforholdet 1:1.
Snyd ikke jer selv for den oplevelse, det er at besøge denne borg, det er endog meget intenst, når middelalderen ligefrem ånder én i ansigtet.
Efter besøget melder appetitten sig sikkert, og lige ved parkeringspladsen ligger et lille traktørsted, hvor maden er billig, landlig og meget spiselig.
Kør nu ud til og tværs over motorvejen og sæt kursen mod Kroatien. Når I har krydset grænsen, kan I følge vejen direkte til Rijeka via Matulji.
Følg ringvejen rundt om byen og tag E65 mod syd, umiddelbart syd for byen ligger den underskønne Bakar bugt. Sjældent har jeg oplevet en mere fascinerende udsigt under en køretur, højt oppe kører man bugtens 10 km rundt og kæmper med at holde øjnene på vejen og borte fra det panorama, der udspiller sig under én.Kør nu ca. 20 km videre mod syd til I kommer til den lille by Selce, som er et udmærket udgangspunkt for ferie i det nordlige Kroatien.