Dag 8

***** Salzburg

Lad mig sige det lige ud, i selve byen Salzburg kan man sagtens få en hel ferie til at gå, start f.eks med at klikke ind på linket, inden du laver den endelige planlægning.

Mindre end 2 dage skal man nok ikke sætte af til at besøge Mozarts fødeby. Alt efter smag og behag kan man lægge de 2 dage i forlængelse af hinanden eller i hver sin ende af ferien, jeg har valgt det første.

Kør ind til byen og parker så tæt på Altstadt som muligt. Husk at betale P-afgift, de er meget emsige, i 98 lykkedes mig at få 2 billetter på 2 dage :-(

Tag en slentretur gennem Altstadt og nyd den fantastiske ministorby-atmosfære.
Er du musikinteresseret, så besøg

**   Mozarts Geburtshaus

Midt i Altstadt på adressen Getreidegasse 9 ligger Mozarts Geburtshaus, et sandt Eldorado for Mozart elskere.

**** Haus Der Natur

Gå fra Mozarts Geburtshaus nordpå til du umiddelbart før klippevæggen på Museumsplatz 5 finder Haus Der Natur.
Kig indenfor og oplev et utroligt spændende naturhistorisk museum, her er virkeligt noget at se på, og besøget kan let trække rigtig længe ud.

Indtil for få år siden kunne man lige i nærheden tage elevatoren i klippevæggen og køre op til Cafe Winkler og her nyde kaffen på een af terrasserne med den uforglemmelige udsigt over byen.
Desværre er det blevet lukket og man opfører Salzburgs nye kunstmuseum, Museum am Mönchsberg på lokaliteten, jeg vil håbe, at det bliver en værdig erstatning.

**** Festung Hohensalzburg

Begiv jer nu forbi det meget smukke Pferdeschwemme i retning af borgen Hohensalzburg og deltag i en guidet tur rundt i den gamle borg med rødder helt tilbage til 1077.

Hohensalzburg med domkirken midt i billedet og Treenighedskirken til højre

Det er en længerevarende tur, og der kan være nogen ventetid, men det er alle anstrengelser værd at gæste kæmpeborgen.

Nu er dagen vist ved at være gået, men udnyt turen tilbage til bilen fornuftigt. Tag en slentretur rundt i den charmerende by, vejen gennem de 3 Gasser, Getreide-, Juden- og Goldgasse er mindst lige så lækker som en tilsvarende i Paris, her er de skønne steder bare komprimeret, så man let kan overskue at se det hele til fods.

 

Til top

Til velkomstsiden

Opdateret d. 5.12.2010