Kør igen mod nord (159) over Paß Lueg til den lille by Golling og følg de grønne skilte mod Gollinger Wasserfall.
På vej ind mod bjerget passerer man et lille valfartskapel *, som ligger på en kæmpe sten, hvis I har tid nok, er gåturen derop dejlig.
Vandfaldet er mærkværdigvis ikke særligt overrendt, så man kan i reglen parkere umiddelbart foran indgangen til slugten, ligeledes kan man købe øl, vand og is m.v.
Gåturen hen til foden af vandfaldet tager ca. 5 minutter, man går rundt om et hjørne, og pludseligt buldrer vandet ned fra ca. 80 meters højde med en øredøvende larm.
På en solskinsdag er det en fascinerende oplevelse at bestige vandfaldet ad de dertil indrettede stier og nyde støvregnen fra det buldrende vandfald gennem solstrålerne.
Helt oppe springer vandfaldet ud af en hule i bjerget, en anstrengende tur derop, men anstrengelserne værd.
**** Wasserschloß HellbrunnKør tilbage til Golling. Fortsæt ad hovedvejen (159) mod nord, kør gennem byen Hallein og fortsæt mod nord.
Umiddelbart uden for bygrænsen kommer I til den lille landsby Kaltenhausen, hvor vejen går gennem et større gult bygningskompleks. Det er Hofbräuhaus Kaltenhausen, herom senere.
Fortsæt nordpå (159), vejen går på et tidspunkt under motorvejen og kort efter kommer der et lysreguleret kryds i Anif, hvor (159) drejer til højre.
Fortsæt imidlertid lige over krydset ind gennem Anif og efter et stykke vej ligger slottet, Hellbrunn på højre hånd.
Parker og gå op til kassen (der kan være megen kø), selve slottet er ikke det store sus, men turen gennem haven med dens vandkunst er hele ferien værd for både store og små.
Når man i lettere våd og særdeles velfornøjet tilstand kommer ud fra den guidede tur, tag da en rundtur gennem den smukke park med sine gigantiske karpe- og guldfiskedamme, besøg evt. orangeriet med de mange fritflyvende sommerfugle.
Nu er dagen og kræfterne nok godt brugt for de fleste.
Benyt gerne lejligheden til på hjemturen at besøge bryggeriet Hofbäuhaus Kaltenhausen og en af dets mange uden- eller indendørs restauranter.
Smag deres gullaschsuppe, vauw, der er hele bagfjerdinger i.
Det er forhåbentlig unødvendigt at nævne, at de brygger fantastisk øl, prøv Weizenbier, både lys og mørk.