Stå tidligt op og oplev en fransk landmands morgenbord.
Når I er mætte, så sørg for at køre så tidligt som muligt, for der kan godt være nogen trængsel op ad dagen.
Løs parkeringsbillet midt på dæmningen og kør så langt frem som muligt, gåtur får I alligevel nok af.
Gå ind på øbyen og nyd atmosfæren. Gå op af de mange trapper til klosterkirken, her skal i købe entrebillet. Køb disse og lej øretelefoner, hvor turen rundt beskrives på forskellige sprog. Vælg det sprog, der passer jer bedst med tilhørende nummereret plan af klosteret, I skal være forberedt på at stille et depositum i form af rejsepas eller kørekort, de har åbenbart dårlige erfaringer med folk, der glemmer at aflevere.
Selve turen vil jeg ikke beskrive nærmere, den skal simpelthen opleves, kun skal det nævnes, at klosteret er i brug, hvorfor man bør optræde med værdighed og i behørig respekt for klosteret og det beboere.
Som I kan se af billedet, var vi heldige at opleve en gudstjeneste. Efter billedet blev taget, kom der adskilligt flere nonner.
Fra kirken går man direkte ud i klosterhaven, som ligger lige oven på riddersalen.
Fra nordenden af haven har man en fremragende udsigt over vadehavet med det stigende tidevand og naboøen, hvorfra materialerne til klosterbyggeriet er hentet. Desværre var det noget diset, da vi besøgte stedet.
Det forrige billede er taget fra det midterste vindue foroven, som altså går ind til den åbne klosterhave, det store vindue skråt nedenunder er ind til riddersalen.
Udenfor igen kan man rigtig fornemme størrelsen på det gigantiske byggeri.
Kommet ud gennem byporten bør I benytte lejligheden til at gå øen rundt i strandkanten, selv som her ved højvande kan det lade sig gøre uden at få våde sko.
Undervejs tilbage til bilen kan man simpelthen ikke lade være med gang på gang at vende sig om for at nyde synet og oplevelsen igen og igen. Dette billede snuppede vi lige for at sende det hjem som postkort via e-mail.
Mont St-Michel-bugten har verdens højeste tidevand med en højdeforskel på mere end 15 meter, så hvis bilen er væk, ved I hvorfor.